(Peer Gynt kommer ad en gangsti, går raskt henimogærdet, standser og ser ud, hvor udsigten åbner sig.)
Peer Gynt
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; så betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for øjnene og ser bortover.)
Nej. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter benet til sig.)
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.
(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. —
Eller den, som var ukendt. —
Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskerne. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)
En mand
(i samtalen.)
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
En kone
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)
Peer Gynt
(sagte.)
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent slæng.)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet af mig rakke.
(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hænderne under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel —
og grime. —
Bagefter rider en kærring på en lime.
(ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriger:
dit bæst; hejda, Peer! —
(lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Nede står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne neje sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands
kejser, der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —!
Aslak smed
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet.)
Nej, se da; Peer Gynt,
det drukne svin —!
Peer Gynt
(farer halvt ivejret.)
Hvad, kejser —!
Smeden
(læner sig til gærdet og smågriner.)
Rejs på dig, gutten min!
Peer Gynt
Hvad djævelen! Smeden!
Hvad godt vil du?
Smeden
(til de andre.)
Lunde-sviren hænger nok i ham endnu.
Peer Gynt
(springer op.)
Gå med det gode!
Smeden
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer du sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen! Hvad?
Peer Gynt
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
Smeden
(blinker til de andre.)
Lad os høre, Peer!
Peer Gynt
Kommer ingen ved.
Smeden
(lidt efter.)
Du skal vel til Hægstad?
Peer Gynt
Nej.
Smeden
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
Peer Gynt
Du svarte korp —!
Smeden
(viger lidt.)
Ikke harm dig, Peer;
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler —;
tænk; søn til Jon Gynt!
Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam
og enker tilårs —
Peer Gynt
Til helved —!
Smeden
Du finder nok en som vil ha'e dig. —
God kveld!
Nu hilser jeg bruden fra dig. —
(de går under latter og hvisken.)
Peer Gynt
(ser en stund efter dem, gør et kast og vender sig halvt om.)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den som havde noget nyt at skifte.
(stamper i bakken.)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringagten ud af bringen!
(ser sig pludselig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? —
Hm, jeg syntes så visst – Nej, det var
nok ingen. – Jeg vil hjem til moer.
(går opover men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)
De spiller til dans!
(stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnene lyser; hangnider sig langsad benene.)
For en mylder af jenter!
Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, —
jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget —
(Øjnene drages nedover igen; h an hopper og ler.)
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! —
Ja, piskende død må jeg med i laget!
(sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)
(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbage. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. SpilleManden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbage mellem bygningerne; >ældre folk sidder hist og her i samtale.)
En kone
(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke.)
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
Køgemesteren
(i en anden flok.)
Nu får I, godtfolk,
på dunken lænse.
En mand
Tak, som byder;
men du skænker for tidt.
En gut
(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden.)
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!
Jenten
Stryg, så det ljomer udover engene!
Jenter
(i ring om en gut, som danser.)
Gildt kast var det!
En jente
Han er spænstig i læggen!
Gutten
(dansende.)
Her er højt